Denne opskrift er en min kæreste og jeg har nydt godt af nogle gange, og nu har jeg raffineret den så meget at jeg godt tør dele den med omverdenen. Det kan jo være nogen sidder og mangler inspiration, og en god hjemmelavet burger er aldrig noget skidt sted at starte. Og hvis man så vender op og ned på stort set alle ideer om hvad en “normal” burger er, så kan der komme fantastiske ting ud af det. Så uden videre omsvøb:
PESTOBURGER (til fire personer)
Først og fremmest skal du bruge nogle boller. Hvis du er anlagt for den slags kan du bage dem selv, men ellers laver Kohberg nogle “caféburger-boller”, som er nogle store, flade ciabatta-bæster der smager ganske udemærket. Ellers snak med din lokale bager, og bestil nogle specialfremstillede boller. Gør dig selv den tjeneste ikke blot at bruge almindelige, “tomme” burgerboller.
Fyld:
- Et glas god, grøn pesto, f.eks. “Princip”, som du finder hos Føtex og Bilka. Køb evt. to glas, hvis du laver mad til pestoglade mennesker.
- En rød peber
- Et halvt løg i pæn størrelse. Bare rolig, du skal bruge den anden halvdel i kødet.
- Rucola
- En frisk blok parmesan eller pecorino
Kød:
- 3-400 gram hakket oksekød, gerne med en ordentlig fedtprocent så det smager igennem.
- Et halvt løg i pæn størrelse (se, jeg sagde det jo!)
- To mellemstore gulerødder
- To veldimensionerede æg (f.eks. økologiske “M/L”)
- Timian, rosmarin og basilikum
- Salt, peber
- En smule mel
Start med at røre farsen: hak løget fint, riv gulerødderne, og bland hele molevitten sammen. Tilsæt timian, rosmarin og basilikum efter smag – til min sidste omgang brugte jeg en god portion timian, og det kan altså anbefales. Husk også en god del salt, da gulerødderne kan suge en del. Rør grundigt sammen, og tilsæt mel indtil farsen er tilpas tyk og medgørlig (den skal jo kunne formes).
Form fire bøffer, og gør dem et par centimeter bredere end bollerne. Steg dem på en grillpande ved “mellem-høj” varme, så de får pæne, mørke striber. I mellemtiden kan du passende smide bollerne i ovnen.
Når alt er klart skærer du bollen over, og smører begge halvdele gavmildt med pesto. Læg et solidt lag rucola ovenpå, og ovenpå dét noget tyndskåret rød peber. Derefter bøffen, og ovenpå dén river du en pæn omgang parmesan. Drys med finhakket løg, og læg sidste bollehalvdel ovenpå. Og voilá: pestoburger!
Servér med en bedre rødvin (!) eller en mørk ale (jeg kan anbefale Refnsvindinge Ale no. 16). En omgang salat eller nogle ovnbagte kartofler (læs: “fritter”) vil være fremragende tilbehør. Vi har forsøgt at spise to burgere hver, men har simpelthen ikke været i stand til det, så betragt dette som en advarsel!
God fornøjelse – og velbekomme! Jeg skal forsøge at opdatere med billeder, hvis jeg har åndsnærværelse nok til at tage nogen næste gang.
(PS: ja, jeg ved godt jeg ikke skriver meget på bloggen længere, men… well, jeg har ingen undskyldning.)