Denne opskrift er en min kæreste og jeg har nydt godt af nogle gange, og nu har jeg raffineret den så meget at jeg godt tør dele den med omverdenen. Det kan jo være nogen sidder og mangler inspiration, og en god hjemmelavet burger er aldrig noget skidt sted at starte. Og hvis man så vender op og ned på stort set alle ideer om hvad en “normal” burger er, så kan der komme fantastiske ting ud af det. Så uden videre omsvøb:

PESTOBURGER (til fire personer)

Først og fremmest skal du bruge nogle boller. Hvis du er anlagt for den slags kan du bage dem selv, men ellers laver Kohberg nogle “caféburger-boller”, som er nogle store, flade ciabatta-bæster der smager ganske udemærket. Ellers snak med din lokale bager, og bestil nogle specialfremstillede boller. Gør dig selv den tjeneste ikke blot at bruge almindelige, “tomme” burgerboller.

Fyld:

• Et glas god, grøn pesto, f.eks. “Princip”, som du finder hos Føtex og Bilka. Køb evt. to glas, hvis du laver mad til pestoglade mennesker.
• En rød peber
• Et halvt løg i pæn størrelse. Bare rolig, du skal bruge den anden halvdel i kødet.
• Rucola
• En frisk blok parmesan eller pecorino

Kød:

• 3-400 gram hakket oksekød, gerne med en ordentlig fedtprocent så det smager igennem.
• Et halvt løg i pæn størrelse (se, jeg sagde det jo!)
• To mellemstore gulerødder
• To veldimensionerede æg (f.eks. økologiske “M/L”)
• Timian, rosmarin og basilikum
• Salt, peber
• En smule mel

Start med at røre farsen: hak løget fint, riv gulerødderne, og bland hele molevitten sammen. Tilsæt timian, rosmarin og basilikum efter smag – til min sidste omgang brugte jeg en god portion timian, og det kan altså anbefales. Husk også en god del salt, da gulerødderne kan suge en del. Rør grundigt sammen, og tilsæt mel indtil farsen er tilpas tyk og medgørlig (den skal jo kunne formes).
Form fire bøffer, og gør dem et par centimeter bredere end bollerne. Steg dem på en grillpande ved “mellem-høj” varme, så de får pæne, mørke striber. I mellemtiden kan du passende smide bollerne i ovnen.

Når alt er klart skærer du bollen over, og smører begge halvdele gavmildt med pesto. Læg et solidt lag rucola ovenpå, og ovenpå dét noget tyndskåret rød peber. Derefter bøffen, og ovenpå dén river du en pæn omgang parmesan. Drys med finhakket løg, og læg sidste bollehalvdel ovenpå. Og voilá: pestoburger!

Servér med en bedre rødvin (!) eller en mørk ale (jeg kan anbefale Refnsvindinge Ale no. 16). En omgang salat eller nogle ovnbagte kartofler (læs: “fritter”) vil være fremragende tilbehør. Vi har forsøgt at spise to burgere hver, men har simpelthen ikke været i stand til det, så betragt dette som en advarsel!

God fornøjelse – og velbekomme! Jeg skal forsøge at opdatere med billeder, hvis jeg har åndsnærværelse nok til at tage nogen næste gang.

(PS: ja, jeg ved godt jeg ikke skriver meget på bloggen længere, men… well, jeg har ingen undskyldning.)

Når man arbejder fra 10-18 hver dag kan det til tider være svært at bryde ud af hverdagens trummerum, og lave noget om aftenen som ikke blot handler om at lave aftensmad, spise, vaske op, bruge en times tid på klaveret og så gå i seng, så man kan være frisk til en dag mere af det samme. I går følte jeg dog en trang til at der skulle ske noget, så jeg fik fat i Mester™, og sammen tog vi på FoodLounge. Stedet er ret nyt, og står opført i De Gule Sider under “Burgerrestauranter”, så jeg havde visse forventninger – og da en bekendt samtidigt har rost stedet på Facebook, så var sagen bøf. Bogstaveligt talt.

FoodLounge bryster sig ikke af et enormt menukort – der er faktisk ret få ting at vælge imellem – men juvelen i samlingen er tilsyneladende deres tre burgere, som blot adskiller sig på kødmængden med hhv. 200, 400 og 1000 (!) gram. I kådhed valgte jeg 400g-udgaven, men måtte undervejs sande, at hvis man ikke har bygget en hængebro eller gennemført en IronMan i løbet af eftermiddagen, kan den mængde kød lave en seriøs miljøkatastrofe i mavesækken. Men maden var i høj kvalitet, og vi gik (vraltede) mætte og glade derfra.

Herefter fulgte aftenens virkelige mission: Brüno, Sasha Baron Cohens nyeste forsøg på at overføre en af hans originale karakterer til Den Sølv Skærm. Det stod ret hurtigt klart at den fortsatte hvor Borat slap: endnu mere under-bæltestedet-humor, som nok vil få de fleste homofober til at flygte skrigende, endnu flere situationer hvor uvidende amerikanere gør sig selv til grin, og endnu flere øjeblikke hvor man seriøst overvejer hvordan manden har overlevet optagelserne. Og det virker for det meste: stort set hele filmen sad jeg med et smil på læben, og ofte havde jeg intet andet valg end at skrige af grin.
Desværre blev oplevelsen for mig en smule skæmmet af, at filmen i grove træk følger nøjagtigt samme formel som netop Borat, så enkelte scener føltes som genbrug. Historien mangler rygrad i forhold til forgængeren, så selvom filmen er sjovere og mere chokerende, så er historien ikke helt så god – Borat havde en bedre rød tråd, hvor Brüno føltes lidt mere usammenhængende. Generelt var mængden af irritationsmomenter dog minimal – og hvis man ikke lader sig skræmme af tissemænd, lejlighedsvis grov humor og en kompromisløs indgang til konceptet “lad os ryste folk i deres grundvold”, så er filmen perfekt. Og så var afslutningen, som jeg ikke vil afsløre, et sjovt twist at lukke af på.

Alt i alt en herlig aften, og godt brændstof at stå op på næsten morgen… sikkert takket være de 57.000 kalorier jeg satte til livs på FoodLounge. Godt man ikke er på kur…

Kære læser – velkommen til min blog. Igen. Godt to et halvt år er der gået siden sidste indlæg, og der er sket meget i den tid. Så meget at det ville være aldeles umuligt at remse det hele op her… så jeg vil holde det kort, og blot sige at jeg har savnet at skrive. Jeg ved ikke om bloggen bliver så dagligdags som i gamle dage, men jeg mangler et sted at komme af med alle mine overskydende ord, billeder og ideer. Og inspireret af fisken, som endnu ikke har opgivet sine blog-rødder, fik jeg langt om længe lyst til at genoplive dette gamle site.

Hvad der kommer til at ske her på siden er endnu uvist. Indtil videre er jeg ved at lære Wordpress at kende – det er dog et smart system, hvis man ikke gider programmere sit eget, og sidstnævnte har jeg fået nok af lige for indeværende. På et tidspunkt skifter jeg med garantrisser designet ud med noget mere personligt, men for indeværende må du klare dig med hvad du ser. Indholdet af bloggen er naturligvis det vigtigste. … ikke?

Så altså. Velkommen til dig, mig og os alle sammen – følg med i mine udgydelser, hvis du tør!