Onsdag d. 30. august er en dag jeg glæder mig rigtigt meget til. Ikke fordi man snart får løn (det er nu ellers en god grund til at glæde sig – penge er rare) eller fordi det snart er september… nej, grunden er at det fantastiske band jeg spiller i, Krabat, spiller sin debutkoncert på Gyngen den aften. For dem af jer der bor udenfor 8000-området kan jeg afsløre at Gyngen er en lille hyggelig kombineret restaurant og spillested i Mejlgade i Århus. De har økologiske ting i baren og bordfodbold, så det er ikke helt skidt. Men nok om det.

For det interessante er naturligvis Krabat, der har eksisteret siden sidste vinter, og ud over undertegnede tæller tre fremragende musikere: min storebror på guitar, en pianist ved navn Peter og en trommeslager der, ganske som bemeldte storebror, lyder navnet Rasmus, hvilket er årsag til megen moro. Selv spiller jeg bas og kazoo, og så synger jeg faktisk også – men lad ikke det skræmme dig, for det sker indtil videre kun på to numre. Indtil videre.
Genren hedder confusion – en sammensmeltning af contry og fusion – men vi spiller stort set alt: jazz, blues, reggae, funk, rock, fusion [sic], tango, og så selvfølgelig country som gennemsyrer stort set det hele. Den overordnede mission er at have det skideskægt, spille nogle gode melodier og ikke at lade tingene være alt for fasttømrede… hvilket kan være opskriften på ren katastrofe, men som i vores tilfælde faktisk fungerer overraskende godt. Jeg kan i hvert fald uden tvivl sige at Krabat er det sjoveste band jeg har spillet i – ikke mindst fordi bandet fungerer utroligt godt socialt også. Der er ingen ambitioner om at komme ud og være store og berømte: vi spiller for at spille og hygge os.

Dermed ikke være sagt at vi ikke har lyst til at spille for folk – tværtimod brænder vi for at få lov at spille nogle skæve taktarter for verden, og det er lige præcis hvad vi vil gøre onsdag den 30. Vi starter kl. 21:30 og spiller en ordentlig røvfuld hjemmegjorte kompositioner, og jeg vil hermed invitere gud og hvermand til at komme og drikke en enkelt fadøl sammen med os.

Og det bedste er at der er gratis entré, så med mindre du befinder dig i den anden ende af kontinentet (eller på den anden side af et hav) er der faktisk ingen undskyldning for at blive væk. Jeg tror virkelig det bliver fedt – men kom, lyt og døm selv! I dare ya!

Mit fantastiske spamwatch-system virkede ikke specielt godt i det lange løb. Nogen beskeder blev da stoppet, men her over weekenden kom der pludselig 40 spamindlæg på et gammelt indlæg. Og så må det være på tide med en forbedring.

Nu har jeg så implementeret et sikkerhedsscript jeg skrev i en anden sammenhæng. Konceptet er velkendt: der bliver lavet en tilfældig tekst på 5 bogstaver (udelukkende små, og ingen tal – det gør det lidt nemmere at kopiere) som så bliver proppet i et billede. Det giver dig lidt ekstra arbejde hvis du skal kommentere, men mon ikke du overlever? Jeg vil i hvert fald gerne se de spammerrøvhuller omgå det.

Det går op for mig at jeg ikke har blogget i et pænt stykke tid. Det kan være I får historien en dag – lige nu vil jeg blot afsløre at tiden blandt andet er gået med den her.

Jeg vil lige bruge et kort øjeblik af din tid, kære læser, på at reklamere for en af de absolut bedste TV-serier der er produceret. Nej, ikke Firefly (for den har jeg reklameret for), men derimod Lost. Jeg vil ikke skrive side op og side ned om serien, da der er stor sandsynlighed for at de fleste kender til den allerede, men derimod blot nævne at CDon.com sælger hele første sæson på DVD til 169,-. Ja, den er skam god nok – jeg modtog min i fredags. Widescreen, 5.1 surround, ekstramateriale og i alt 7 DVD’er i en fin boks. Det er jo rasende billigt, især når man tænker på at Amazon skal have 340,- for den samme boks.

Har du penge (og tid) til overs, så overvej at investere inden tilbuddet udløber. Jeg er i hvert fald glad for min kasse.

I dag kan man på TV2s vejrside læse følgende som en introduktion til en artikel markeret som “tophistorie”:

Endnu en voldsom hurricanesæson i vente
En ny prognose viser, at hurricanesæsonen i Atlanterhavet og Caribien kan blive med flere hurricanes end normalt.

Med op til 10 hurricanes bliver den dog ikke så voldsom så sidste år.

Og så er det jeg spørger: hvad fanden er der galt med ordet “orkan”? Synes de det lyder bedre med det engelske ord i en ellers dansk sætning? Det danske sprog er i forvejen ved at blive udvandet kraftigt, og ovenstående hjælper ikke meget på det. Det gør mig mindst lige så vred som når jeg hører annoncøren på Kanal 5 sige “sport, casino, games og poker”, eller når folk mener man “ender op” med noget. Og i formiddags modtog jeg en mail fra et computerfirma der ikke kan finde ud af at bruge nutids-R. Det har intet med ovenstående at gøre, men det får stadig mit pis i kog.

Kan man ikke tilføje en paragraf til grundloven der påbyder offentlige medier ikke at bruge engelske ord i danske sætninger når der er danske alternativer? Her mener jeg ikke at f.eks. “computer” skal blive til “beregner” eller “datamat”, for der er trods alt visse fagudtryk der bare ikke fungerer ordenligt på dansk, men der er ingen undskyldning for ikke at bruge “orkan” og “spil” i stedet for ovenstående rædsler.

Jeg tror jeg vil skrive et vredt brev til TV2.

I går aftes var jeg med min storebror inde at høre et højst besynderligt band. Da jeg modtog invitationen aftenen i forvejen blev det beskrevet som “Hayseed Dixie“, og ud fra det vidste jeg, at der var tale om et band der har gjort sig store på at spille AC/DC-sange i country-versioner. Jeg gik med vilje ikke ind på hjemmesidens lydprøve-sektion, for jeg tænkte at hvis jeg skulle høre bandet for første gang kunne det lige så godt være live, så jeg kunne få det bedst mulige ud af det.

Og det bedst mulige, dét fik jeg. Bandet bestod af en guitarist/violinist, en banjospiller, en mandolinist (?) og en bassist – der var ingen decideret rytmegruppe, men fra det øjeblik vi satte fødderne indenfor Voxhalls facade var jeg klar over at de ikke behøver en.
Den næste 1½ times tid stod vi så og skreg os hæse mens klassikere som “Hells Bells”, “TNT” og “Highway to hell” rullede ud over scenekanten med energi som et løbsk godstog, blandet med bandets egne kompositioner og afstikkere til andre berømte sange (de spillede blandt andet et Green Day-nummer), og såmænd om ikke de spillede “Duelling Banjos” også. Jeg er ikke kendt for min ustyrlige trang til at danse, men dette musik var ganske umuligt at stå stille til. Og der blev udvekslet mange sigende blikke blandt folk i salen da det viste sig hvilket stof de fire musikere er gjort af – for nok er de nogle underholdende typer der forstår at skabe en fest med deres blotte tilstedeværelse (der var til alt held ingen “put your hands in the air”), men de kunne altså også spille og synge så ikke et øje var tørt.

Koncerten sluttede efter adskillige ekstranumre, og så kunne man begive sig ud i den lune forårsnat, mange oplevelser rigere. Jeg har ikke et sekund fortrudt at jeg sagde ja til invitationen, og der skal ikke meget overtalelse til at få mig med en anden gang. Jeg ved at bandet spiller på Tønder-festivallen… om man så har lyst til at tage til dén er en helt anden snak…